I seriens første program tager vi til Odense og besøger Jan Hjølund Pedersen, som har kolonihave i haveforeningen Snapindløkken.
Jan byggede sit kolonihavehus for 2 år siden, men har en noget længere kolonihavehistorie bag sig, da hans forældre også havde kolonihave i hans barndom. Han er et rigtigt friluftsmenneske, som elsker det primitive liv og arbejdet i haven, der bugner af blomster og grønsager.
I programmet giver formanden for kolonihaveforbundet Preben Jacobsen et indblik i kolonihavernes oprindelse, og antropolog Kirstine Cool fortæller, hvordan hun fik ideen til at skrive kandidatafhandling om kolonihaver, og hvordan hun gik til projektet.