Ved at benytte denne side er jeg indforstået med brugen af cookies.
Du kan læse mere om vores persondatapolitik (GDPR) på denne side
Accepter

Gensyn på dk4: Majestæten og arkæologien - samtale med en hobbyarkæolog

Dronningen er en fremragende fortæller. Det kan dk4’s seere opleve torsdag den 16. april, når vi, i anledningen af Dronningens 77 års fødselsdag, genudsender "Majestæten og arkæologien", hvor Dronningen beretter om sin arkæologiske interesse og de mange oplevelser, hun har haft på udgravninger i både ind- og udland.

Der er ikke den egn af Danmark, hvor Dronningen ikke har kigget fagfolkene over skuldrene på en arkæologisk udgravning. Et af de steder, hun holder af at se på oldtidsminder, er Bornholm.
Her beså hun blandt andet et helt nyfundet område med helleristninger, og hun er en ivrig og interesseret gæst. Dronningen er nemlig spørgelysten, når hun vandrer rundt i den arkæologiske arbejdsmark, og hun har da også en faglig baggrund at spørge ud fra. Som ung læste den unge tronfølger nemlig arkæologi i både Cambridge og Århus, men selv anser Dronningen sig i dag som hobbyarkæolog. Ved dk4’s besøg på Amalienborg, er det kulturredaktør Frantz Howitz, der er den spørgelystne - og der er nok at spørge om.
Resultatet af mødet på Amalienborg blev til en samtale om blandt andet de store krigsofferfund i Illerup Ådal, som Dronningen beså første gang allerede som 12-årig.”Det blev til en pragtfuld dag med gummistøvler på og en masse mudder. Det er jo lige noget for en 12-årig”, husker Dronningen, der allerede fik sin interesse for den danske oldtid vakt gennem en barnepige og en god skolelærer ved Trend med en privat samling oldsager. I eftersommeren 2003 åbnede Dronningen den store permanente udstilling ”Illerup Ådal – fjendens ansigt” på Moesgård Museum, og det var selvfølgelig en stor glæde for hende at følge det projekt helt til dørs, som hun havde fulgt så nøje siden 1952.

For mange lyder emnet ”arkæologi” måske kedeligt, men ikke desto mindre er ”Majestæten og arkæologien – samtale med en hobbyarkæolog” et festligt program med en yderst slagfærdig Dronning. Sjældent er hun oplevet så åben og engageret som her. Kærligheden til arkæologien lyser ud af hende i denne helt unikke samtale.
   

Arrangementer og Sociale medier

 
 
dk4 | Titangade 15 | 2200 København N. | Tlf. 7025 3535
© Copyright dk4. Materialet må ikke gengives uden tilladelse.