Ved at benytte denne side er jeg indforstået med brugen af cookies.
Du kan læse mere om vores persondatapolitik (GDPR) på denne side
Accepter
Om 10 sekunder
Det kattens liv

Tillykke - Lise Nørgaard 99 år

Den 14. juni fylder Lise Nørgaard 99 år. Det fejrer vi med et gensyn med to programmer Dansk-tysk med Matlok samt "Kvik, det er en tysker": Lise Nørgaard i Hamborg.

Dansk-tysk med Matlok: Lise Nørgaard - dk4 den 14. juni kl. 20:35

Danmark har Dronning Margrethe – og så kommer vel forfatteren og journalisten Lise Nørgaard som en slags national-ikon. Med tv-serien ”Matador” har Lise Nørgaard ikke kun skrevet sig ind i danskernes hjerte, men også skrevet et vigtigt kapitel i den nyere Danmarks-historie. I Lise Nørgaards fødeby Roskilde er der rejst et levende mindesmærke i form af en bronze-skulptur for Lise Nørgaard, som i sin familie også har helt specielle dansk-tyske rødder.
Dette er baggrunden for de berømte advarselsord fra ”Matador”, udtalt af Buster Larsen, som under besættelsen til sin foxterrier råber „Kvik, det er en tysker.“ Det var åben og skjult modstand mod den tyske besættelsesmagt, men Lise Nørgaard har for længst ændret sit syn på Tyskland, ikke mindst efter genforeningen i 1990.
Lise Nørgaard er gæst hos Siegfried Matlok og fortæller blandt andet om hundekunster, om barndommens ferier hos familien i Hamborg, om oplevelsen af Hamborg og Tyskland efter krigen, om den tyske genforening og også om beundringen for Angela Merkel, som Lise Nørgaard erklærer sig som fan af.
Programmet er optaget i Kulturministeriet.

”Kvik, det er en tysker”: Lise Nørgaard i Hamborg
De fleste i Danmark kender Lise Nørgaard som journalist, forfatter og ”mor” til ”Matador”. Men de færreste har kendskab til Lise Nørgaards store kærlighed til Hamborg, til tysk musik, litteratur og kunst – til hendes beundring for kansler Angela Merkel og for tyskernes evne til at overkomme selv de største udfordringer.
Som barn holdt Lise Nørgaard ofte ferie hos familien i Hamborg.
Som nygift besøgte hun igen byen, og lige efter krigen rapporterede hun som ung journalist fra den sønderbombede by.
Senere er Lise Nørgaard som kulturrejsende gang på gang vendt tilbage til byen ved Elben og Alsteren, og i december 2015 besluttede hun endnu en gang at tage turen til Hamborg for - så at sige - at gå i egne fodspor.
dk4 fik mulighed for at tage med, og derfor giver dette program et unikt indblik i Lise Nørgaards relationer og kærlighed til især Hamborg, men også til tysk kultur og til tyskere.
   

Arrangementer og Sociale medier

 
 
dk4 | Titangade 15 | 2200 København N. | Tlf. 7025 3535
© Copyright dk4. Materialet må ikke gengives uden tilladelse.