For nyligt blev sangeren, 2013’s Eurovision-vinder, og naturelsker, Emmelie de Forest udnævnt til orangutang-ambassadør for Red Orangutangen, og i april 2016 har hun, sammen med journalisten Mette Meldgaard og et tv-hold, besøgt orangutangerne på Nyaru Menteng.
Her har hun hjulpet med at indspille en dokumentar med fokus på rehabiliteringen og genudsættelsen af orangutangerne og har fået et indgående kendskab til arbejdet med at rehabilitere orangutangerne på Nyaru Menteng. En oplevelse, der har gjort et stort indtryk på hende.
Dokumentaren er lavet i forbindelse med genudsættelsen af orangutang nummer 200 siden 2012 og viser det omfattende arbejde, der dagligt udføres for at redde den udryddelsestruede orangutang på verdens største rehabiliteringscenter. Et center, der blev grundlagt af danskeren Lone Dröscher-Nielsen i 1999 og som Red Orangutangen sponsorerer.