New Zealand er af mange gode grunde en drømmedestination. Anne-Vibeke tager dig her i to programmer med til både nordøen og sydøen.
Rejsen med Risskov Travel Partner foregår i autocamper, og begynder i Christchurch, hvorefter der sættes kurs mod de store gletsjersøer for foden af Mount Cook. Anne-Vibeke besøger også Dunedin med verdens stejleste gade, og Otago-halvøen med de store kolonier af albatrosser, før hun sætter kurs mod Fiordland, hvor det særdeles øde Milford Sound for enden af en 120 km blind vej byder på imponerende naturoplevelser.
Herfra går rejsen videre i autocamper til Fox og Franz Josef-gletsjerne, som Anne-Vibeke både vandrer ind til og flyver i helikopter op på. Sidst, men ikke mindst besøges Kaikoura på østkysten, hvor 20 meter store kaskelothvaler, enorme delfinflokke og kolonier af pelssæler holder til.
I det andet program, går rejsen videre på Nordøen. Første stop er på Coney-vingården, hvor Anne-Vibeke kombinerer en overnatning med et besøg på den lille familiedrevne gård, der ligger midt i ”The Wine Trail”.
Herfra går rejsen videre til det vulkanske område omkring Rotorua, der er fyldt med boblende mudderhuller i alverdens smukke farver. Fra kysten Bay of Plenty sætter Anne-Vibeke kurs mod den smukke Coromandel-halvø og videre op til Waitangi, der er kendt for at være dér, hvor de indfødte maoier og englænderne underskrev nationens grundlov 6. februar 1840. Anne-Vibekes godt 4.000 km lange autocamperrejse afsluttes ved Cape Reinga, der er New Zealands nordligste punkt.
Undervejs giver Anne-Vibeke også masser af gode råd til at rejse rundt i autocamper i New Zealand.
Læs mere om rejser til New Zealand på www.AnneVibekeRejser.dk