Ved at benytte denne side er jeg indforstået med brugen af cookies.
Du kan læse mere om vores persondatapolitik (GDPR) på denne side
Accepter

Mange bække små (1:3): De ferske vande

”Mange bække små” er en serie om livet i og ved vores ferske vande. Tidligere drev landet af væde. Åløb, sumpe og moser, våde engområder og søer var en væsentlig del af landskabet, men efterhånden som der kom flere mennesker, voksede ønsket om mere landbrugsjord. De naturlige vandløb, der bugtede sig igennem landskabet blev rettet ud til snorlige kanaler, vådområder blev drænet og søer tørlagte.

Over 90 % af alle vores vandløb er på den måde påvirket af os mennesker igennem de sidste par hundrede år. De påvirkninger har givet en kraftig forringelse – både af de biologiske og de fysiske vilkår for smådyr, fisk og planter, der lever i og ved vandet. Både vandløb og søer er - eller har været kraftigt forurenet af spildevand, næringsstoffer, okkerforurening og giftstoffer.

I dag har vi omkring 64.000 km. naturlige og menneskeskabte vandløb. Ud over vandløbene har vi mere end 100.000 søer og vandhuller.

Vores vandløb og søer er en vigtig del af det danske landskab og har afgørende betydning for biodiversiteten og naturkvaliteten. I vores ferskvand er der meget liv. Vi har 38 naturligt hjemhørende fiskearter og 9 indførte og dertil kommer så forskellige dyr som insekter og smådyr, padder, fugle og pattedyr som bæver og odder der lever i og ved vandet.

Langs bredden af vandløbene og søerne er der mange forskellige planter som føde og bolig for de mange dyrearter.

I år 2000 vedtog EU-landende vandrammedirektivet. Målet med direktivet var, at sikre at alle Medlemslandende, senest i 2015, havde opnået det, man kalder god økologisk tilstand i vandløb, søer og havet. Det mål er desværre langt fra nået.

Selvom der har været en del natur-genopretningsprojekter af vandløb igennem de seneste år, halter vi desværre langt efter målet. Forskere har vurderet, at kun omkring 20 % af vores vandløb kan betragtes som værende i god økologisk tilstand. Så der er meget lang vej, før vi har gode vandløb her i landet.
   

Arrangementer og Sociale medier

 
 
dk4 | Titangade 15 | 2200 København N. | Tlf. 7025 3535
© Copyright dk4. Materialet må ikke gengives uden tilladelse.