Lindholm Høje er det eneste sted i Danmark, hvor en stor begravelsesplads med stensætninger er bevaret. Det skyldes, at sandflugt har dækket hele området over flere omgange allerede fra den sene jernalder og senest i slutningen af 1000-årene. Det har været uheldsvangert for de bebyggelser, der har ligget i tilknytning til begravelsespladsen, men et kæmpe held for arkæologerne – og de mange tusinde arkæologiinteresserede, der hvert år besøger Lindholm Høje og det tilhørende lille museum. Man regner med, at der har været mange lignende begravelsespladser med stensætninger rundt om i Danmark, men op gennem middelalderen er stenene blevet fjernet og benyttet til andre formål, og jorden inddraget som landbrugsområder.

Specielt de flotte skibssætninger fra vikingetiden påkalder sig stor opmærksomhed. De symboliserer de skibe, der skulle sejle den afdøde over til dødsriget. Der har boet mange mennesker i landsbyerne ved Lindholm Høje, men det var udelukkende de højtstående, der fik et gravmonument.

Rundt om på Lindholm Høje er der fundet stolpehuller. De angiver de gårdsbygninger, der har været bygget ovenpå sandet, efter at det har dækket de gamle jernaldergrave. De mange tingfund, der er udstillet på Lindholm Høje Museet, fortæller om et virksomt liv med landbrug og produktion, og gravgaverne viser, at det ikke har været et højstatusområde, men bestemt heller ikke fattigt.

Desværre er der ingen rekonstruerede gårdsbygninger på Lindholm Høje, men de har været meget lig med den vikingegård fra Vorbasse, man har kopieret tæt på ringborgen Fyrkat nær Hobro. Her ser man, hvordan landbruget har ekspanderet i vikingetiden, hvor en storgård har bestået af flere forskellige bygninger med hver deres formål.

Det er museumsinspektør Elisabeth Kofod Carlsen fra Lindholm Høje Museet, Nordjyllands Historiske Museum, der viser rundt på de historiske locations, der er hendes speciale. Hertil hører også vikingeborgen Fyrkat.
Fyrkat er én af de ringborge, der formodes at være opført under kong Harald Blåtand omkring årene 981/82. Den er, som de øvrige ringborge, anlagt strategisk, så man har kunnet sejle op til den fra Mariager Fjord, og den har været let at forsvare. Alligevel har borgen kun fungeret få år, men der er fundet mange efterladenskaber efter et levet liv med mange forskellige gøremål.

Det, der især påkalder sig opmærksomhed, er en speciel kvindegrav på gravpladsen lige udenfor ringborgen. Her har arkæologerne fundet de jordiske rester efter en såkaldt ”vølve”, der har fungeret som sandsiger og troldkvinde. Med sig i graven har hun medbragt alle sine remedier såsom et smukt spænde formet som en sølvdåse samt en lille krukke. Analyser har påvist, at vølven har smurt sig med blyhvidt og at hun har benyttet bulmeurt for at blive ”hjulpet” over i en anden verden for at hente svar på de spørgsmål, hun er blevet stillet af måske kongen selv.

Vølvens genstande er ikke nordisk produceret, så måske har hun været omrejsende. Hendes tilstedeværelse i Fyrkat fortæller os, at nok har Harald gjort danerne kristne, men den gamle religion og dyrkelsen af naturens kræfter og mystik har man ikke lagt på hylden. Ellers ville vølven ikke have fået en højstatusbegravelse.

I den sidste del af ”I vikingernes land” behandles den mest kendte og bedst bevarede af ringborgene Trelleborg.