Der er stor international opmærksomhed på de mange enkeltgenstande og skattefund fra vikingetiden, som Nationalmuseet er i besiddelse af, og der kommer hele tiden flere til. Vikingetiden er ”in” og er i den grad med til at gøre opmærksom på Danmark og dansk arkæologi.
Desværre betyder den store opmærksomhed, at Nationalmuseet føler sig forpligtet til at låne væsentlige genstande fra vikingesamlingen ud til udstilling på store museer i udlandet. Det var også tilfældet, da dk4s Frantz Howitz fik til opgave at tilrettelægge dette program. Bl.a. Tissøringen og de spændende remendebeslag, fra det, man formoder, var Gorm den Gamles første hvilested, var fx på udstilling i Berlin. Alligevel var der nok at vise frem, for materialet er overvældende stort og indbefatter også den store samling runesten, der ikke lånes ud.
”I vikingernes land: Nationalmuseets vikingetidsskatte” giver dk4s seere en enestående mulighed for at komme helt tæt på nogle af de smukke genstande, der her er taget ud af deres montrer. Det lille bæger fra Jelling er fx værd at tage nærmere i øjesyn. Her ser man tydeligt det, der er typisk for den specielle vikingetidsstil – ormesnoningerne. Det er et af de stilelementer, der er helt specielt for tidens skandinaviske kunsthåndværk. Det gør vikingernes efterladenskaber genkendelige, når arkæologerne støder på dem i det, der var ”vikingernes land”, og de kom som bekendt vidt omkring i Europa, Mellemøsten og det Nordatlantiske område.
At de dygtige guld- og sølvsmede i Danmark også tog ikke-nordiske stilarter til sig, ser man bl.a. i to cirkulære guldfibulaer, der er blandt Nationalmuseets fineste pragtstykker fra vikingetiden. Her ser man, hvordan tidens guldsmede var i stand til at udføre det smukkeste filigran, der er en syd- og østeuropæisk tradition.
Frantz Howitz har fået tre af Nationalmuseets dygtigste eksperter til at fortælle om vikingeskattene, Peter Pentz, Line H. Bjerg og Lisbeth Imer. De tager sig af henholdsvis stilelementer, mønthistorie og runeskrift.
”Kan du lide vikingerne?”, spørger Frantz Howitz – hvortil Peter Pents svarer: ”Nej! Jo mere jeg kommer til at lære vikingerne at kende, jo mindre kan jeg lide dem”. Vikingernes verden og idealer ligger så langt fra vores tankegang, at de kan være svære for et moderne menneske at identificere sig med. Alligevel fascineres vi af vikingetiden og kan ikke andet end beundre de mange smukke genstande, de har frembragt såsom våben, smykker, mønter, brugsgenstande og genstande til rituelt brug af højeste kvalitet. Det kan alt sammen opleves, når Nationalmuseet åbner op for deres skatkiste af fund fra vikingetiden til ære for dk4s mange historieinteresserede seere.