Ved at benytte denne side er jeg indforstået med brugen af cookies.
Du kan læse mere om vores persondatapolitik (GDPR) på denne side
Accepter

Eventyrlige Peru - Inkaernes rige (2:4)

I 2. del af dk4s serie ”Eventyrlige Peru – inkaernes rige” er Frantz Howitz nået op i højderne. Inkaernes gamle hovedstad Cusco ligger nemlig i 3.400 meters højde, så det er ikke kun byens skønhed og mange seværdigheder, der kan få turisterne til at tabe pusten.

Da den spanske erobrer Pizarro og hans mænd nåede til Cusco, blev de overvældet af byens skønhed og rigdomme, og selvom spanierne ribbede alt guld og sølv fra bl.a. det store tempel Saqsaywamán og soltemplet Qoricancha, fornemmer man stadig ånden efter inkaerne overalt i byens arkitektur. Selvom spanierne ødelagde, hvad de kunne af den gamle kultur, var de kloge nok til at bygge deres huse i kolonistil, men på grundlag af de gamle mure og fundamenter. Inkaerne var nemlig eminente stenhuggere og fik alle de store sten til at passe sammen som hånd i handske, næsten som Legoklodser. Derudover byggede de deres mure skråt, så alle sten blev rystet endnu tættere sammen ved de hyppigt forekomne jordskælv.

Historien om Cusco er også historien om spaniernes grusomme erobring af Peru. Her spiller Cuscos centrale plads – i dag kaldet Plaza de Armas – en stor rolle. Det var bl.a. her inkaerne afholdt store ceremonier, – og her spanierne lod den sidste uafhængige inkakonge Tupac Amaru føre til fra sit skjul i junglen for at henrette ham.
I Cusco fører Frantz Howitz seerne rundt i byen og dens maleriske omegn og møder lokale guider for at få historierne bag de storslåede historiske seværdigheder.
Blandt andet er der besøg i Cuscos gamle katedral. Her er der flere sjove eksempler på, hvordan inkaernes gamle kultur og den kristne kultur smelter sammen. Selv i katedralen er inkaerne nemlig nærværende, hvis man kender symbolerne.

Cusco er i dag én af Sydamerikas turistmagneter, men føles alligevel ikke ”overrendt”. Der er plads til at nyde den lokale og farverige atmosfære, hvor byens gamle kultur og historie er en integreret del af byens puls.
   

Arrangementer og Sociale medier

 
 
dk4 | Titangade 15 | 2200 København N. | Tlf. 7025 3535
© Copyright dk4. Materialet må ikke gengives uden tilladelse.