Ved at benytte denne side er jeg indforstået med brugen af cookies.
Du kan læse mere om vores persondatapolitik (GDPR) på denne side
Accepter

Ebbe Muncks Hæderspris 2015 overrækkes af Hendes Majestæt Dronningen

"Bestyrelsen for Ebbe Muncks Mindefond har besluttet at uddele Ebbe Muncks Hæderspris for 2015 til Siegfried Matlok, fhv. chefredaktør for Der Nordschleswiger, Aabenraa, for hans indsats som journalist og særligt for hans utrættelige virke i grænselandet til gavn for både danske og tyske.

Prisoverrækkelsen finder sted

onsdag den 4. november 2015

i Alexandersalen på Christiansborg Slot, hvor prorektor for Københavns Universitet, Lykke Friis, vil motivere pristildelingen. Hendes Majestæt Dronningen, Mindefondens protektor, vil overrække prisen, der består af en bronzeplakette med et relief af Ebbe Munck, udført af billedhuggeren Knud Nellemose. Prisen ledsages af et kontant pengebeløb.

Ebbe Muncks Hæderspris blev indstiftet i 1975 og tildeles personer, der arbejder inden for eller har gjort sig fortjent på områder, som havde journalisten, modstandsmanden, diplomaten og hofchefen Ebbe Muncks særlige interesse, herunder ekspeditionsområdet og udforskningen af Grønland, dansk virke i udlandet, oplysning om Danmarks frihedskamp, journalistik m.v. Ebbe Munck, der oprindelig var journalist, deltog selv i flere grønlandsekspeditioner og var under besættelsen modstandsbevægelsens og Frihedsrådets kontaktmand til de allierede, inden han efter krigen gik over i udenrigstjenesten og senere blev hofchef for den daværende tronfølger."

   

Arrangementer og Sociale medier

 
 
dk4 | Titangade 15 | 2200 København N. | Tlf. 7025 3535
© Copyright dk4. Materialet må ikke gengives uden tilladelse.