dk4's Ib Søby har taget en pause fra TV sport og Danmark.
Hver uge skriver han om stort og småt i Asien.

Hermed den tyvende og foreløbigt sidste historie fra Singapore.
Ib Søby vender hjem en periode og er klar bag mikrofonen når årets VM i Speedway begynder, lørdag den 25. april, med det Tjekkiske Grand Prix i Prag.

BlackBerry Blues

De mange velstillede og rige mennesker i Singapore har alskens legetøj.
De har Ferrari-biler, speedbåde, swimmingpools, tennisbaner og hjemmebiografer i palævillaerne.
Mange har også lejligheder rundt omkring i Asien, USA og Canada.
I de senere år er det også blevet helt almindeligt og standard, at man har en BlackBerry.
 
Du ved, sådan en smart mobiltelefon med internetforbindelse og kamera.
Sådan en lille, men dyr sag, som alle erhvervsfolk holder telefonkonferencer på, på alle tidspunkter af døgnets 24 timer.
Det er fremtiden.
Toget kører og har du ikke en BlackBerry inden længe, er du out.
Du kan godt gøre klar til at smide din mobiltelefon væk.
Lige om lidt kan du ikke leve eller fungere uden en BlackBerry.
 
Jeg har ikke nogen BlackBerry…..endnu !
 
Som I nok ved er jeg lidt gammeldags.
Det tog mig nogen tid at vænne mig til internettet og jeg var en af de sidste danskere som fik en mobiltelefon.
Jeg klarede mig temmelig længe med almindelig telefon og en svarer.
Holdt den også gående mange år med telefax.
I mine unge dage som radioreporter, så jeg kollegaerne fra aviserne dikterer deres historie hjem til en sekretær via telefonen, kort før deadline.
Sådan var det dengang og historierne kom alligevel hjem og i avisen, næste dag.
 
Nu til dags er det helt anderledes.
Mange funktioner og jobs i samfundet er sparet væk fordi ny teknologi har gjort, at folk kan gøre det selv.
Man laver sine egne fotoalbums på internettet.
Musikere udgiver deres eget materiale, direkte via nettet.
Der findes ikke telegrammer mere.
Ritzaus telefonavis er lukket.
Det offentlige er skåret godt ned fordi folk kan ordne det selv via nettet.
Hvis ikke du har netbank er du også en taber.
 
Alt sammen noget som er med til at øge arbejdsbyrden for det enkelte menneske.
 
Nå, men det var telefonen, BlackBerryen, vi kom fra.
Da jeg for atten år siden var i Bangkok for første gang, så jeg mennesker med en mobiltelefon.
Sådan en stor mursten med antenne på.
Jeg tænkte, at det måtte være folk fra regeringen, eller i hvert fald nogle allerhelvedes vigtige personer, siden de skulle kunne ringes til, og selv kunne ringe, hele tiden.
Det virkede absurd, da jeg forstod, at der var tale om almindelige mennesker.
Sådan bliver det heldigvis aldrig i Danmark.
Det er noget med asiatisk mentalitet, det med at skulle have sin telefon i lommen.
Det passer slet ikke til den vestlige mentalitet, vurderede jeg.
 
Tog jeg lige fejl. 
 
Nu er vi således nået til BlackBerry-generationen.
Det mærkes meget tydeligt i Singapore, fordi her er mange internationale, verdensomspændende, firmaer.
Det betyder at medarbejderne skal være til at få fat i, døgnet rundt.
Når det er morgen i Singapore, er det aften i USA (dagen før ) og eftermiddag i Australien.
Ved fyraftenstid, Singapore-time, er Europa ved at vågne op…und so weiter !
Det er meget forvirrende, og der skal holdes BlackBerry-telefonkonferencer på de mest besynderlige tidspunkter.
Ofte bliver konferencerne dog aflyst, fordi en mand i f.eks Johannesburg ikke kan komme igennem, eller en anden i Rio De Janiero er gået til morgenmad.
Mange BlackBerry mennesker kan ikke slappe af om aftenen og i weekenden, fordi der lige er et møde om hjørnet, ligesom det bimler og bamler løs med indkommende mails og beskeder.
 
Næste gang du komme til Singapore, så prøv at gå ud og spise med forretningsfolkene. Her vil du opleve at halvdelen slet ikke er tilstede under middagen, fordi der lige er noget.
De står ude på gangen, eller på gaden med BlackBerryen.
Den anden halvdel af selskabet er heller ikke ved bordet.
De er nemlig ude og ryge.
Og så sidder du der alene, og tænker over hvad der er galt med dit liv.
BlackBerryen er kommet for at blive og det er telefonselskaberne rigtigt glade for.
 
Folk stirrer ind i en computer, dagen lang, og tumler med BlackBerryen resten af tiden.
 
Jeg kender skam til flere store virksomheder, her i Singapore, hvor hundrede af medarbejdere sidder i store golde kontorlandskaber, ved hver sin pc og BlackBerry.
De taler ikke sammen.
Holder ingen møder.
Al kommunikation foregår elektronisk.
Og så må vi igen spørge, hvad det var George Orwell så, da han i 1948 skrev sin skræmmende fremtidsroman ” 1984 ”
Jeg kan forestille mig at det næste bliver, at man kan få indopereret en BlackBerry i kraniet og et tastatur på maven.
 
Men, men, den kan jo noget den lille bandit og tidsrøver.
Bestemt.
Det fandt jeg ud af for nylig.
Ser du, Birgitte har en BlackBerry og er allerede slave af den.
I påsken tog vi ud på en lille ø i Indonesien.
Et skønt baderesort med pools og palmesus.
Her var der BlackBerry fri zone i godt to døgn, fordi næsten hele verden, var gået i påske-mode.
Dog ikke Danmark.
I Danmark er der jo mere eller mindre lukket ned for alt, en uge før og en uge efter påsken.
So wie so.
 
Nå, men ude i dette skønne paradis var det pludseligt mig der måtte gå en lille smule på arbejde.
Jeg havde brug for at finde et telefonnummer i Danmark.
Et nummer jeg havde på min mobil, men denne var gået død for strøm og ingen stik på øen passede selvfølgelig, lige til opladeren.
Så var det at Birgitte, på hotellets veranda, sagde:
- Du kan da bare søge på Krak.
??? Jeg stirrede dumt.
Fra tasken fremdrog hun sin BlackBerry, tændte den og kom på internettet.
Efter få sekunder var vi online med danske hjemmesider.
Dette, oven i købet trådløst, fra en lille ø i Indonesien.
Mere end 14 timers flyvning fra den lille havfrue, - indtil hun bliver flyttet til Kina, for en stund.
 
Det tog kun et kort øjeblik, at finde det pågældende nummer.
Og da jeg nu var i gang, kunne jeg jo også lige tjekke mails og tjekke om der var noget nyt på facebook.
Du altforbarmende.
Der sad jeg i en time og cruisede rundt med hele verden i min hånd.
I momenter glemte jeg helt, at vi var i Indonesien og ikke i Vangede.
 
Lidt senere gik vi en tur ned på havnen og så på små fiskerbåde.
Vi så børn og fiskere som ubekymret hyggede sig ved bådene og stranden.
Deres eneste bekymring er vejr, vind og eventuel forurening i havet.
De har hverken pc eller BlackBerry, men er også lykkelige uden.
 
Jeg ved ikke rigtigt med mig selv.
Det ender nok med, at jeg snart begynder at spare sammen til en.